Hvis du ejer et hus med asbestholdige tagplader og ønsker at udskifte, rengøre eller rense taget, er det vigtigt, at du sætter dig ind i reglerne. Asbest er sundhedsskadeligt og kan føre til lungehindekræft. Derfor kræver det autorisation at fjerne asbesttage, og rensning skal ske med stor forsigtighed. Ellers kan det få alvorlige følger - ikke kun for dig selv men også for dine naboer. Find reglerne på Arbejdstilsynets asbestsider samt i asbestbekendtgørelsen.
Få hjælp til tagrensning
Højtryksrens af asbestholdige materialer er forbudt fra 1. juli 2026. Frem til da kan professionelle tagrensefirmaer, der er godkendt af Arbejdstilsynet udføre højtryksrens med specielt indrettede trykanlæg, der kan filtrere og genbruge rensevandet. Glostrup Kommune anbefaler generelt, at du anvender et professionelt firma til rense dit asbesttag. Sørg for at firmaet anvender udstyr, som er godkendt af Arbejdstilsynet, før du accepterer et tilbud. Bed om at se en kopi af den dispensation, der skal følge det godkendte udstyr. Har du spørgsmål til de regler, der gælder ved afrensning af asbestholdige tage, kan du kontakte Arbejdstilsynet på: 7012 1288.