Center for Miljø og Teknik driver Facebook-gruppen "Byudvikling i Glostrup". I gruppen præsenteres og diskuteres byudvikling, miljøspørgsmål og driften af de kommunale parker og veje.
Gruppen er en administrativ gruppe forstået på den måde, at den drives af kommunens medarbejdere. Det er ikke som sådan et politisk forum, selv om der naturligvis er mange politiske temaer i udviklingen af byen. Gruppen er i sig selv politisk neutral og de opslag som medarbejderne lægger i gruppen, beskriver kommunens allerede besluttede initiativer og procedurer.
Men i en levende debat om byen er der naturligvis plads til at alle kan udtrykke deres ønsker til byen og dens udvikling. Der er på den måde højt til loftet i gruppen og det vi modtager, indgår i det videre arbejde som samme måde som de mails og henvendelser vi ellers modtager.
Alle skal være velkomne til at deltage i debatten i gruppen. Vi har ganske få regler for opslag i gruppen:
- Opslag skal omhandle byens indretning og udvikling
- Opslag skal have lokal relevans
- Man skal være venlig og høflig
- Man skal undgå direkte politisk diskussion
- Der må ikke lægges reklamer op i gruppen
Velkommen!